Skabelsesberetningen

1. Mosebog kap. 1

Skabelsesberetningen (1,1-2,4) adskiller sig fra den øvrige urhistorie. Skabelsesberetningen er ikke en typisk myte, som den øvrige urhistorie fra kapitel 2-11.

Beretningen er skrevet langt senere og skal dateres til tiden efter det babylonske eksil, hvor jødedommen grundfæstes og nyitalesættes.

Teksten er - hvilket ikke umiddelbart ses - tæt knyttet til templet, og kan betegnes som en tempelindvielsestekst.

Teksten klassificeres i den klassiske firkildehypotese til præsteskriftet i modsætning til kap 2-4, som regnes til Jahwisten, der anses for Toraens ældste kilde. - Firkildehypotesen er dog i dag delvist brudt op grundet en erkendelse af et mere kompliceret tekstforløb.

Af-mytologisering  -  re-mytologisering

Babylonske og ægyptiske (græske, nordiske mv) skabelsesmyter knytter naturfænomerne sammen med navngivne guddomme. Naturen er personificeret. Den jødiske skabelsesberetning repræsentarer er revolutionerende nytænkning:

  • Naturfænomenerne er ikke personificerede og knyttet til guddomme
  • Verden bryder ikke sammen, således at den skal fornys i kulten, typisk i nytårsfesten

Gud som skaberen "placeres" i skabelsesberetningen udenfor den egentlige verden. I kapitel 2 og 3 er Gud i analogien til stede i verden/paradishaven. Verden er (blot) skabt.

Man kan derfor kalde skabelsesberetningen for en afmytologisering i forhold til den udbredte skabelsesforståelse i bl.a. Den gamle Orient. - Jødedommen får med skabelsesberetningen sin egen mytologi. Forholdet mellem det guddommelige og verden re-mytologiseres!

Kaos - kosmos

ex nihilo

intet - uendeligt, begrebsløshed