Urhistorien er et enestående eksempel på menneskets umiddelbare og primære forståelse af verden, sig selv og Gud (1. Mosebog kap 1-11)

Mennesket forstår den ydre verden gennem sansningen, forstår sin eksistens ud af primære fortællinger (myter) og forstår Gud og det guddommelige intuitivt

Urhistorien består af disse tre aspekter: 1) Et logisk-sanseligt billede af verden og naturen 2) Eksistensens grundfortællinger 3) Religiøse udsagn

  

1

Verden, som den viser sig for os

Den ydre verden

Materien, stof- og rumlighed

Før verdens begyndelse var materien i kaos - og ikke et intet.

Verdens rum beskrives i det umiddelbare verdens-billede, der er i fuld og simpel overensstemmelse med sansningen og med tingenes funktionalitet og betydningsfuldhed.

De syv dage i skabelses-beretningen er ikke en tidsangivelse, men er en traditionel fortælleskabelon der disponerer verden med alt, hvad den rummer og understøtter templets betydning i verdens midte og den jødiske sabbats status.

Beskrivelsen af verden er sand, fordi den er i fuld overensstemmelse med sansningen af verden:

- Lys er noget andet end solen

- Solen og månen er lige store

- Stjernerne danner en uforanderlig hvælving og jeg (og templet) er i verdens midte

- Jorden er flad og havet er vandret

- Det grønne er livets tegn og grundlag

- Verden er delt i jord, luft og hav og opfyldt af mange forskellige levende arter

2

At være til - at være menneske

Den indre verden

Eksistens, ånd

Forståelsen af at være et menneske bygger på myter. Disse fortællinger bygger som de eneste ikke på andre fortællinger, men er menneskets første italesættelse af sin menneskelighed og eksistens.

Myten er menneskets første selvudtryk. Man kan ikke adskille menneskets primære sprog fra myten. 

Fx myter om relationer, godhed, frihed, skyld, døden, slægten, ondskabens vækst, en ny begyndelse og menneskers adskillelse fra hinanden ved sproget.

"Ved skylden kom mennesket ind i verden" (citat af Sløk) - Da mennesket påtog sig sin skyld, blev det et menneske.

Det indre menneske kan ikke ses eller sanses, men kan føles og fornemmes intuitivt , og det udtrykkes gennem symboler og i fortællinger, hvorved eksistensens begreber får mening og betydning.

Myterne og symbolerne om eksistensen er sande, fordi de ikke kan erstattes, men udgør grundforståelsen af eksistensen.

Myterne er alment forståelige, fordi de i sig selv er menneskets selvforståelse.

Urhistoriens myter er jødedommens på én gang genskrivninger og omskrivninger af ældre udbredte myter, hvis oprindelse fortoner sig i det ukendte, men dette ændrer ikke ved mytens principielle status som en oprindelig og primær fortælling,og er menneskets umiddelbare selvforståelse.


3

Gud - det guddommelige

Den overnaturlige verden

Det himmelske, det uforanderlige

Mennesket er religiøst.

Det religiøse viser sig i ritualer, holdninger og værdier.

Religiøse holdninger og værdier er principielt postulater, der hverken kan bekræftes eller afkræftes. De er aksiomer (eller åbenbaringer).

Gud er i den jødiske urhistorie altings suveræne skaber. Verden begrundes således ikke i en gudekamp, som ellers traditionelt i Den gamle Orient.

Menneskets (generelle) gudbilledlighed er skabelsesberetningens mest markante postulat og et opgør med kongens særlige gudbilledlighed.

Verden påstås endvidere at være skabt god, kun god. God betyder især velfungerende. De syv dage udtrykker at verden er færdig og ikke fortsat skal skabes.Hvilen den syvende dag er ikke Guds træthed, med skabelsens afslutning, og fra nu af fungerer verden. I dag er det fortsat den syvende dag.

Verden er kun truet af menneskets ondskab, således som det fx udtrykkes i beretningen om vandfloden.

De religiøse postulater kan ikke kaldes sande, men de kan holdes for sande. De kan tros eller forkastes. De er aksiomer, som begrunder vore øvrige holdninger og normative udsagn. De begrundes ikke, men de begrunder.